To haver i Københavnsområdet

Søndag den 18. juni var vi ca. 25 medlemmer, som besøgte to haver i Københavnsområdet. Vi startede i Ea og Flemming Elhøjs have i Ballerup: Når man ankommer til villavejen, er der intet der afslører, at der gemmer sig en lille perle for enden af en kotelet grund.

Haven blev etableret i 2005 med tanke på, at man skal kunne nyde den hele året – fra terrassen eller inde fra huset, som har store panoramavinduer ud mod haven.

Den japansk inspirerede have er anlagt som et bredt bed, der løber langs hækken og er afgrænset af et meget let hegn, som består af vandrette bambuspinde på små sorte træpæle. Der er et lille vandløb og et bassin med nogle guldfisk. Flemming fortalte, at tidligere forsøg med flere og større fisk er endt som hejrefoder. Vandløb og bassin er er bygget op i sort granit, som blev slæbt ind ved hårdt arbejde for mange år siden. Der er formklippede fyrretræer og buksbom, som sikrer, at der er noget grønt at se på året rundt. Ind imellem de stedsegrønne er der bregner, ahorn, azalea og magnolia, trædebregner, stenlygter og trædesten.

Haven skaber et rum med ro og harmoni og der er en fantastisk sammenhæng mellem inde og ude. Husets moderne skandinaviske stil forenes på smukkeste vis med det japanske formsprog i haven.

Ro og harmoni er også kodeordet for dét vi mødte i Annelise Larsens og Carlo Jensens have i Charlottenlund.

Haven er blevet udviklet siden 1990´erne. Annelise fortalte, at der ikke var så mange løvtræer i starten, men de kom til senere. Det var tydeligt, at ahorntræer og hjertetræerne i den bagerste del af haven bidrager med en lethed og smukke efterårsfarver. Der er mange eventyrlige rum i haven, hvor man bl.a. finder en tsukubai, en brønd, og en ventebænk.
Den største del af haven, som i høj grad også skal opleves inde fra huset, er anlagt som en tehave (Roji) med tørhave, trædesten, og stenlanterner. Når man ser haven indefra via de smukt indrammede panoramavinduer præsenterer den sig på en helt ny måde og i et nyt perspektiv fordi stuen ligger i et højere plan end haven. Næsten som et maleri.
Den nyeste udvikling i tehaven har været højest ufrivillig: Annelise og Carlo har nemlig fået besøg af buksbom møl, som desværre havde ødelagt flere buksbom. En stor buksbom, som er vigtig for oplevelsen inde fra huset er under overvågning og bliver behandlet med et biologisk bekæmpelsesmiddel: Vi krydser fingre for, at det virker!

Vi takker alle værterne for at have delt deres haver med os og for at have serveret varme og kolde drikkevarer, sæsonens jordbær og snacks. Annelise serverede kold matcha te med sukker og det delte vist vandene – man fornemmer, at Carlo synes, det er lidt synd for matcha´en.

Del siden på:
Scroll to top
Skip to content