Nobedaner
artikel 24
Af Jørgen Lund
Nobedaner er det samme som vi vesterlændinge forbinder med gangarealer.
I Japan ser vi disse nobedaner anvendt som gangstier, der fører fra vejen og ind til huset, og evt. videre rundt om huset. Fra selve huset og til en anneksbygning, er nobedaner hyppigt anvendt. De kan også fortsætte et stykke ud i haven, for derefter at fortsætte i større regulære trædesten.
Nobedaner der er anvendt omkring nyere huse og bygninger, er næsten altid rektangulære og følger de lige linjer, der udgår fra husene. De strenge lige linjer er igen et eksempel på noget menneskeskabt, der er i skarp kontrast til den naturlignende have. Nobedaner der ses langs husene og i umiddelbar nærhed af disse, er ofte udført i fint tilhugget stenmateriale, med så lige kanter så muligt. Her fremstår yderkanterne snorlige, og skaber derved fin forbindelse til de lige væge på bygningerne. Ved ældre bygninger ses der til tider, en mere rustik udformning, samt valget af sten har en grovere karakter.
I selve den japanske have ser vi også anvendt nobedaner, men her er de ofte formet således at de snor sig gennem et stykke af haven, i en svag S form. På denne måde falde de bedre ind med de bløde kurver, der er i naturen. Uanset hvor i haven man vælger at lægge sin nobedan gælder det, at den skal være i størrelsesmæssig balance, og i harmoni med den øvrige have. Har man en lille intim have, er det modstridigt at anlægge en stor bred nobedan.
Forskellige muligheder ved etablering af en nobedan
Når man skal til at anlægge sin nobedan er der nogle vigtige ting der skal overvejes, da der er flere læggermåder at vælge imellem. Det hele afhænger nemlig af hvilke stenmateriale der anvendes. Der kan vælges tilhugget granit eller Ølandsbrud, tilskåret skiffersten, eller flade natursten, mulighederne er mange. Ens for alle nobedaner gælder det, at stenmaterialet skal komme fra samme sted, samme brud, fra samme klippe og med samme farve, og med en rustik overflade. Undgå helst helt glatte stentyper, da de i vådt føre bliver utrolig glatte.
Metode 1
Anvendes til tyndere stenmateriale 3 – 10 cm. Der udgraves således at der kan støbes en beton bundplade på 10 – 15 cm, gerne med jernarmering. På denne betonplade limer man med en udvendig fliseklæber de tyndere stenmaterialer. Derefter fuges der ligeledes med en udendørs flisefuge, der evt. kan indfarves, og der fuges således at fugen ligger 1 – 2 cm under fliseoverflade, for således kan regnvandet afledes. Fugebredden skal være ca. 2 cm.
Metode 2
Anvendes til tykkere stenmaterialer over 10 cm. Det kan eksempelvis være
kantstensgranit og andet tykt stenmateriale. Her skal der ligeledes udgraves et passende hul, hvori der fyldes en jordfugtig betonblanding på ca. 15 – 20 cm, Stenene nedlægges med det samme og stødes på plads med en kraftig stolpe. Der efterfyldes med jordfugtig beton til et par cm fra stenoverfladen. Der kan vandes forsigtigt, og fugerne glittes forsigtigt med en fugepind, eller med et stykke fra en murersvamp. Der kan der også fuges med en flisefuge.
Metode 3
Anvendes til brosten og natursten, ja alle tænkelige stentyper, men er ikke egnet til tyndere materialer. Stenmaterialet lægges direkte på en hårdstampet jordflade, og der efterfyldes med jord, der stampes. Denne metode anvendes oftest ude i selve den japanske have, da der med tiden vil danne sig mos i fugerne. Ukrudt vil ligeledes stortrives i fugerne.
Selve nedlægningen startes med placering af de store hovedsten, som er hjørnestenene, efterfulgt af nogle store sten langs kanterne. Dernæst lægges alle forbindelsesstenene langs kanten, mellem alle de store hovedsten, således at alle yderkanter er fyldt med sten.
Disse sten er mindre end hovedstenene. Til sidst lægges alle mellemstenene som er de mindste, det er dem der ligger mellem alle de andre store sten, Undgå at lægge lige store sten ved siden af hinanden og undgå især runde sten, da de giver nogle uens fuger. Alle sten der anvendes langs kanterne skal være med lige kanter, og læg aldrig fire stenhjørner sammen som et dannebrogsflag. Det er vigtige at få placeret stenene korrekt fra starten.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at arbejdet med nobedaner er vanskeligt og tidskrævende. Det kræver en del planlægning og organisering af arbejdet. Især er det gældende for nobedaner støbt i beton, de er utrolig vanskelige at lave om, hvis noget er gået galt. Det ender med, at det er en helt ny konstruktion der skal til.
Når der kigges i bøger om japanske haver, vil man hurtigt opdage at nobedaner, er udførtpå mange forskellige måder. Ligeledes ses det også, at stenvalget kan være meget forskelligt. Ingen regler uden undtagelse. I de gamle haver fornemmes det, at man har benyttet hvad der har været tilgængeligt, og nemt at finde i omegnen. Det er også det der er en af tankerne bag den japanske have, at når man betræder den, så genkender man
stenene fra omegnen.
Nobedan
Hovedsten /
hjørnesten
Forbindelsessten
Mellemsten
Views: 6
Kontakt formand: formand@niwa.dk
Kontakt kasserer: kasserer@niwa.dk
Aktivitetsgruppe Vest: aktivitetsgruppevest@niwa.dk
Aktivitetsgruppe Øst: aktivitetsgruppeoest@niwa.dk
Copyright © Foreningen Japanske Haver
CVR: 32208789
Design: Hjemmesidesystemer.dk