
Jylland, Frederikshavn – Havebesøg den 11. juni 2023
11 juni : 10:30 - 16:30

Åbne haver omkring Frederikshavn
Søndag den 11. juni kl. 10.30 – ca. 16.00
Denne søndag besøger vi først Lars Sørensen i Frederikshavn, en have som Lars selv beskriver som ”fri fantasi”. Lars fortæller: ”Vi undersøgte forskellige muligheder, og vi havde en drøm om på et tidspunkt at få Jørgen Skammeritz til at tegne en have. Det ville han også gerne, og han ville også gerne deltage i etableringen af haven, men da vi ikke havde råd til det projekt, og da vi ikke kendte andre med japansk have i nærheden af os i år 2000, så blev den skabt med fri fantasi.”
Herefter tager vi videre til Bo og Gitte Andersen et andet sted i Frederikshavn. Grunden er på 956 m2 og ligger på en trafikeret vej, men det bemærker man ikke, da det meste af haven ligger bagved. Haven er både en dansk have – med en blanding af specielle træer, buske, stauder, stenbede og rhododendron, med diverse hyggekroge rundt omkring – og en japansk have, som er blevet anlagt siden 2020, efter en række inspirationsture i ind- og udland. Haven rummer bl.a. en ventebænk, to områder med lanterner og tsukubai, to områder med tørhaver (kare-san-sui), og der er plantet en masse træer og planter fra Japan.
Vi slutter eftermiddagen af med et besøg hos Jens og Gitte Nielsen i Sæby, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse i en anderledes og inspirerende byhave på 1400 m2, med mange sjove og kreative løsninger og mere end 1000 forskellige planter. Gennem flere år er en kedelig villahave blevet forvandlet til en skøn lille oase, der bare emmer af ro og fred, og forvandlingen fortsætter. Det ene projekt er ikke færdigt, før det næste er klar på tegnebrættet. Der er en lille entré på 20 kr. i denne sidste besøgshave, som inkluderer kaffe og kage.
Søndag den 11. juni kl. 10.30 til ca. 16.00. Tilmelding nødvendig til coach@coaching-inc.com