Drømmen
Når vi melder os ind i foreningen Japansk inspirerede Haver, er det selvfølgelig interessen for at lave japansk have, der driver os.
Et eller andet har fået os til at standse op, skabt begejstring og fascination og måske har vi allerede forsøgt os med nogle japansk inspirerede elementer i vores have.
Nu er det, at det svære begynder, for hvordan får vi drømmen om den japanske have til at realisere sig? Vi opdager, at det, der ser så let ud, faktisk er svært.
Denne introduktion er lavet for at give dig en fornemmelse af, hvad det vil sige at lave en japansk have, samt give dig nogle konkrete anvisninger på, hvordan du kommer igang.
Hvad er en japansk have?
Det er svært at svare på, men du er ikke i tvivl, når du står i en japansk have.
Den japanske have bygger på en mere end 1200 år gammel tradition, hvor der gennem tiden er udsprunget nogle klassiske havetyper som landskabshaven, zen-haven, te-haven, og gårdhaven.
Havetyper, som ikke kun relaterer sig til historiske epoker, men også til forskellige funktioner. Selvom havetyperne afspejler den japanske historie, ideologi og æstetik, har den japanske have som begreb nogle klare fælles træk.
Den japanske have kan værdsættes af alle, men skal den forstås, må det ske ud fra en kulturel sammenhæng.
Kærligheden til naturen
Som et haiku digt økonomiserer med ordene, økonomiserer den japanske have med planter, sten og rum, så der skabes en stemning af ro og eftertænksomhed, og hvor rummet mellem
elementerne bliver lige så vigtigt som elementerne selv.
Den japanske have udstråler intensitet og intimitet, og du får oplevelsen af, at den har en sjæl. Går du rundt i en japansk have, byder den på oplevelser og overraskelser samtidig med, at den er fuld af hemlighedsfuldhed.
Den japanske have er hele tiden et udtryk for en kærlighed til den levende natur og dens landskabsformer.
Det viser sig f.eks. i, at årstidernes skiften altid er til stede, hvilket gør en japansk have interessant året rundt. Vandet er ofte et stærkt element i haven, som sammen med bakker og klipper afspejler den japanske natur, som netop også gør haven universel.
De æstetiske principper
Når man laver japansk have, er det vigtigt at lægge sin traditionelle vestlige haveopfattelse til side og langsomt tilegne sig en forståelse for den japanske havekunst.
Ikke mindst de teknikker, der kan bruges for at opnå det ønskede udtryk, næsten som når du laver et maleri.
Havens elementer er som sagt ingenting i sig selv, men det er i samspillet med de øvrige elementer, at haven bliver til en japansk have. Haven er en helhed, der skal afspejle naturen.
Der skal hele tiden arbejdes med perspektivet, med for-, midt- og baggrund, og der arbejdes altid i de tre akser – horisontalt, diagonalt og vertikalt. Det asymmetriske spiller en stor rolle, lys og mørke, det sete og det skjulte.
Der arbejdes typisk i trekanter for intet må stå på linie. Samtidig skal der være balance mellem de enkelte elementer.
For at tilegne sig den japanske havekunst og specielt dens virkemidler er det en god ide at se mange billeder af japanske haver.
Dertil kommer en stor portion tålmodighed, for resultatet kommer ikke med det samme, der kræves ofte mange forsøg, for at få den ønskede effekt. At lægge en sten, som om naturen selv har lagt den, er sværere end som så.
Når det bliver svært
Beskrivelsen af, hvad en japansk have er, bliver tit meget abstrakt og meget lidt håndfast. Det kan for os, der ikke har den kulturelle baggrund for at lave en japansk have, måske
gøres mere forståeligt og lidt lettere ved at sige noget om, hvilke fejl vi vesterlændinge typisk gør.
Det japanske haveblad ROTH stillede på et tidspunkt dette spørgsmål til et udvalgt panel. Ligesom med et hus, er fundamentet af største vigtighed. Den mest alvorlige fejl er derfor den, der meget vanskeligt lader sig rette. Det gælder f.eks. placeringen af de store sten, placering af sø samt udformningen af vandfald og åløb.
De typiske fejl, der blev nævnt, kan summeres i følgende punkter:
1) For ringe kvalitet af de valgte sten – samt manglende viden om, hvordan de placeres.
2) Sø- eller vandløbskanter, der ligner en perlerække af sten – samt vandfald der fremstår
naturstridigt
3) Når havedesignet tilføjes uvedkommende elementer og overflødige ornamenter.
4) Fejlagtig klipning af træer og buske.
5) Planter, der vælges primært for deres blomstring frem for deres kvalitet af løv eller gren
bygning. En smuk ting bliver ikke smukkere, fordi der er mange af dem – måske tværtimod.
Af Preben Kastrup