2 Haver nord for København, 4. september

Den 4. september i fuld solskin – vist nok årets sidste sommerdag – besøgte foreningen to haver nord for København.

Den ene have var hos Aliza og Shalom Stern i Virum, der bød os velkommen med ordene: ”Velkommen… kom indenfor i vores have og brug jeres fantasi. Prøv for eksempel at se her, kan I se hvad det forestiller…?” De har igennem godt 36 år værnet og kræset om deres have, og man fornemmede med det samme, at de brænder for deres japanske have og glædes ved at opholde sig i den.

Der gik da heller ikke lang tid, før de medlemmer der var på besøg denne dag, stod med samme fornemmelse. Alle fik under besøget svar på deres spørgsmål om alt lige fra hvordan træer og buske skal beskæres, til indretning af haven, og der blev givet mange gode råd til hvordan de mangeartede opgaver i en japansk have kan gribes an.

Aliza fortalte levende og vidende tilhørerne om, hvordan den japanske havekunst trives i et samspil med den japanske kultur og de oldgamle japanske traditioner og myter. Den japanske have bør nemlig aldrig bare ses som et isoleret fænomen. Den indgår i et tæt samspil med andre ting, og alt i haven har en funktion og en betydning. At tillægge sig denne grundlæggende forståelse, gør ikke blot haveinteressen mere mangfoldig. Forståelsen vil også give den haveinteresserede en endnu rigere og dybere oplevelse med japanske haver.

Tak til Aliza og Shalom for deres gæstfrihed… vi er allerede begyndt at glæde os til næste gang.

Den anden have var hos Nina og Per Due Madsen i Allerød. Her blev vi også budt hjertelig velkommen med fortællingen om, hvordan den store, flade græsplæne i sin tid blev omdannet til en japansk inspireret oase, som man med fornøjelse går rundt i. Den oprindelige have var ikke særlig inspirerende, men et par træer, der stod i haven ved indflytningen, er over årene blevet udviklet til flotte formklippede træer.

Det var første gang, at foreningen var på besøg hos Nina og Per, men det var helt afgjort et besøg værd. Haven byder blandt andet på en sandhave med en ø i midten. Denne ø er rigtig vellykket blevet udsmykket med ”en skildpadde” i form af formklippede buske og sten. Skildpadden opfattes som et symbol på et langt liv, da de lever forholdsvis længe.

I haven er der også en sø, der fremstår rigtig naturligt. Der er siv og åkander, der blandt andet gør, at det er meget vanskeligt at se, at det skulle være en kunstig anlagt sø. De fine formklippede træer giver haven ro og balance. Lidt tilfældigt anvendte begge de nævnte haver græs som bunddække (helt eller delvist), og det er nok ved at gå op for os, at i Japan og andre steder, er græs helt almindeligt i de japanske haver (og ikke bunddækker, som vi kæmper med herhjemme).

En stor tak til Nina og Per for at tage så godt imod os og give os et rigtig godt indblik i deres haveprojekt.

 

Del siden på:
Scroll to top
Skip to content