





Generalforsamling 2023
Den 13. maj afholdte foreningen sin årlige generalforsamling hos De Japanske Haver i Nr. Broby på Fyn. Der deltog 34 af foreningens medlemmer, der havde gode muligheder for at nyde haverne før og efter generalforsamlingen i det usædvanligt gode vejr.
Generalforsamlingen forløb uden store overraskelser. Bestyrelsens beretning kunne blandt andet fremhæve, at 2022 blev et godt år for foreningen, hvor man for andet år i træk kunne notere sig medlemsfremgang. Allerede nu konstateres, at der også bliver tale om en pæn medlemsfremgang i år, idet vi allerede på nuværende tidspunkt har flere medlemmer end sidste år.
Sidste år kunne foreningen også både fejre sit 30 år jubilæum og udgive den første danske bog om japanske haver i flere årtier. På grund af bogudgivelsen gav 2022 et mindre underskud, der dog ikke var så stort som budgetteret.
Formanden takkede bestyrelsen for dens store arbejde i det forløbne år, hvor flere nye bestyrelsesmedlemmer har overtaget nogle af foreningens tidskrævende opgaver. Også de aktive ud over bestyrelsen, blandt andet i aktivitetsgruppen, fik stor ros med på vejen. Som nyt bestyrelsesmedlem blev valgt Lisbeth Knudegaard fra Sejs, og vi bemærker med tilfredshed, at bestyrelsen nu også er repræsenteret i Jylland.
Efter generalforsamlingen holdt Thomas Bohsen fra Koi Consult et foredrag om det at holde Koi i sin japanske have. Først og fremmest blev vi indviet i en række forskellige filtertyper til havedammen, idet filtrering er helt afgørende for fiskenes ve og vel. Derefter blev vi introduceret til, hvordan Koi bliver bedømt i de store internationale Koi-konkurrencer – en meget interessant og særlig verden.
Til sidst på eftermiddagen viste Peter Dalsgaard sine haver frem ved en rundvisning. Her blev der givet gode råde til klipning, brug af japanstiger m.v.