Foredragsaften om rejser til Japan, den 23. november på Tokai Centret

Den 23. november afholdt Foreningen Japanske Haver, i samarbejde med Dansk-Japansk Selskab, foredragsaften om rejser til Japan, hvor omkring 70 medlemmer fra foreningerne var tilmeldt. Nogle valgte at lægge vejen forbi Tokai Centrets flotte lokaler i Vedbæk, mens andre valgte at suge indtryk og erfaringer til sig hjemmefra, idet arrangementet også åbnede mulighed for at medlemmer kunne deltage online som videomøde. En mulighed som flere og flere gør brug af.

Aftenen bød på tre spændende og anderledes indlæg om det at rejse i Japan, hvad enten man vælger at rejse på egen hånd eller sammen med en rejsearrangør. De tre oplægsholdere, Peter Dalsgaard, Annelise Larsen og Niels Clausen fortalte levende og engageret om både de berømte og mindre kendte steder i Japan, og kom igennem hele aftenen også ind på de til tider mere besynderlige sider af japansk kultur og historie, som altid vækker både undren og fascination blandt rejsende fra Vesten.

Med tre dygtige fortællere på podiet blev der aftenen igennem givet mange gode erfaringer og råd videre til de mange lyttende og interesserede medlemmer. Stor tak til de tre erfarne Japan-entusiaster og til Tokai Centret for de professionelle rammer.

Del siden på:
Scroll to top
Skip to content