Det japanske landskab

Titel undertekst

Det japanske landskab
artikel 14
Af Jørgen Lund

Jordskælv og vulkanudbrud
Et landskab med ubeboede, storslåede bjergpartier, afbrudt af små intensivt udnyttede lavområder, kendetegner de japanske øer.

Japan består af ca. 4000 øer, beliggende hvor fastlands og ocean kontinitalpladerne støder sammen, hvilket er medvirkende til at der hyppigt forekommer jordskælv og vulkanudbrud.

Japan domineres af bjerge, mere end 75% af landområdet ligger over 250 meters højde fra havoverfladen. I Japan er de fleste bjerge af vulkansk oprindelse, det vel nok mest kendte er Fujiyama, der sidst var i udbrud i 1707.

Vulkansk aflejring dækker 25 % af Japan, der i øvrigt har 60 aktive vulkaner tilbage, der udgør 10 % af alle vulkaner i verden. Gletschere har haft indflydelse på det centrale Honshu og Hokakaidos landskabsformation. Resten af Japans bjerge er dele af store plader der er hævet terræn, der sjældent er over 1500 meter, de er dannet ved foldninger og forskubninger af de meget store tektoniske jordbevægelser, ofte gennemskåret af floder, der danner v formede dale mellem smalle bjergrygge.

Lavlandet dækker ca. 1/8 del af Japan, det typiske lavland er flade sletter, dannet af aflejringer fra floderne, der munder ud i bugterne ved kysterne eller i søerne mellem bjergene. I det meste af Japan har vandet spillet en stor betydning for udformningen af landskabet.

Smeltevandsstrømme har været medvirkende til at erodere de forskellige bjergarter, vandet har ligeledes været medvirkende til at transportere materiale fra højlandet til lavlandet i form af jordskred. Japan er et ørige hvor de 4 største øer udgør 98 % af det totale areal. De japanske øer er liggende i nogle kæmpemæssige tydelige buer kaldet øbuer. Øbuerne afspejler kanterne af jordskorpens plader.

De besyndelige kyster
Grundet de mange øer har Japan en meget lang kystlinie. For hver 1 kilometer kystlinie er der 22 km2 land, sammenlignet med England der til hver kilometer kystlinie har 31 km2 landområde. På Japans stillehavsside består kysterne af hævede kyststrækninger og hævet strandlinie.

Højden over havet variere fra lidt over højvande til 300 meters højde, kysterne på det østlige Hokkaido og ind mod bjergene på det nordøstlige Honshu er sunket, hvilket bevirker at kyststrækningen er meget indskårne.

Kystlinien mod sydvest hermed størstedelen af Kyshu er sænket landskab, med mange indskærringer. Havet mellem Honshu og Shikoku er ligeledes sunket, således at det nu kun er bjergtoppene der rager op over havoverfladen og danner en masse øgrupper.

Inddæmning af landområde

Størstedelen af Honshus kyster der vender mod Det japanske hav har hævet sig, og danner en jævn kystlinie. Stillehavskysten fra Tokyo og sydpå har sænket sig. Forkastninger i undergrunden har brudt kystlinien op i en række bugter og forbjerge, de fleste andre kyststrækninger på Honshu er jævne da de løber langs forkastningslinierne.

Omkring Tokyo er skabt nyt landområde, hovedsageligt ved opfyldning, for at skaffe udvidelsesmuligheder til Tokyo. Dæmninger har ligeledes været anvendt til inddæmning af landområder, der blev drænet. Japans næststørste sø på 160 km2, er ligeledes blevet drænet og opfyldt.

Således er mere end 1100 km2 nyt land skabt til det enorme hovedstadsområde omkring Tokyo med sine 26 mio. indbyggere. Efter selv at have været i Japan, hvor jeg var ude og se disse fantastiske naturkræfters mesterværker, forstår jeg hvor svært det er for os andre at gengive den japanske natur, som den japanske have i Japan så fint gør det.

Det japanske landskab

Titel undertekst

Billeder

Videoer

Del denne side med andre via