Tsukubaien er et ofte anvendt og ofte et væsentligt dekorativt element i japanske haver, selvom tsukubaiens oprindelse er til brug i te-haven til symbolsk rensning af hænder og mund med vand fra stenkummen i tsukubai-anlægget. Traditionelt bidrager ritualet yderligere til mental forberedelse, før teceremoni-gæsten bevæger sig ind i terummet.

De 5 dele i en tsukubai-opstilling er:

  • en stenkumme med fordybning til vand, chozubachi,
  • en forholdsvis stor sten foran i tsukubai-anlægget, mae-ishi, som man står på, når man med øse tager vand,
  • en sten til placering af lysestage, teshoku-ishi, der traditionelt anvendes ved te- ceremoni, når det er mørkt,
  • en sten til placering af en træbeholder med varmt vand, yuoke-ishi, der kan anvendes ved te-ceremoni, når det er koldt
  • et forholdsvis lavere område mellem de 4 nævnte sten, der ofte er dækket med et lag af afrundede mindre sten, f.eks. sorte polerede sten, og som ofte har et dræn i bunden, så vand, der løber ud eller hældes ud i området, opsamles på en kontrolleret måde.

Dræn, støbt eller plastbelagt område til at styre vandet og afløb er primært relevant, om der er en bambus-vandpost eller på anden måde kontinuerlig tilførsel afvand til tsukubaien. I Japan anvendes flere betegnelser for dette område: ”umi” der skrives med tegnet for ocean eller ”nagashi”, der betyder dræn. En velordnet opstilling af få sten, mizukake-ishi, på størrelse med en knyttet hånd, ses ofte placeret ovenpå til at fange det faldende vand uden sprøjt.

Øsen, der anvendes i tehaven i forbindelse med teceremonier, er forholdsvis let og lavet af cedertræ. Men typisk er øser ved tsukubaier i japanske haver lavet af bambus. Det er i øvrigt facinerende hvor mange varianter af bambusøser, der kan opleves i Japan. Som eksempel: nogle har grove, andre lette kopper, nogle har mange led på skaftet, nogle skafter krummer, og der kan eventuelt også stadig være rester af bambussidegrene.

Rensningen ved tsukubaien er et ritual, der i forbindelse med teceremoni og ved indgang til templer i Japan udføres på en bestemt måde: først tages vand med øsen i højre hånd og vandet hældes ud over venstre hånd, derefter tages vand med øsen i venstre hånd og vandet hældes ud over højre hånd, øsen flyttes igen over i højre hånd, og vand hældes ned i venstre (hul)hånd med mulighed for at rense mund, det resterende vand i øsen hældes ud, idet øsen holdes lodret med skaftet nedad, således at vandet løber ned langs skaftet og derefter rammer på ”mizukake-ishi-stenene” eller direkte på de afrundede sten foran den store sten, som personen står på.

Den store frontsten placeres foran stenkummen, så der er komfortabel afstand for personen, der tager vand med øse. Ligeledes bør højdeforskellen mellem overflade af frontstenen og toppen af stenkummen tilpasses således, at personen ofte befinder sig i hug-stilling, når der tages vand. Frontstenen er en stor trædesten, der traditionelt er forbundet til sti/stier af trædesten.

Lysstagestenen og stenen til varmtvandsbeholder på hver side af tsukubai-anlægget er lavere end stenkummen og højere end den den store sten foran og har ofte den flade overflade i lidt forskellig højde overjorden.

Afhængig af teskole placeres lys henholdsvis varmtvandspand på højre eller venstre side. Foto viser opstilling svarende til Urasenke- teskolens præferencer.
(I sagens natur er det sjældent, at der står noget på begge sten samtidigt, og jo slet ikke i dagslys.)

Stenkummens udformning sammen med stenkummens placering i arrangementet og tsukubai-anlæggets beplantning indbyder i høj grad til variation. Mangfoldigheden, der ses i de japanske haver i Japan er imponerende. Stenkummen kan være placeret bagtil på modsat side af frontstenen, muko-bashi, og indgå som en del af en stenring rundt om området med de mindre sten eller centralt placeret i anlægget, naka-bachi.

Ofte opfattes stenlygten (f.eks. af Oribe eller Kasuga type) som en væsentlig del i tsukubai- anlægget, og en lygte kan bestemt også gøre en stor forskel og gøre anlægget endnu mere dekorativt, men faktisk er der rigtig mange af de tsukubai-anlæg, vi har set i Japan, der er uden lygte. Det er også en overvejelse værd, om den bedste tilpasning af tsukubai- anlægget til den omgivende have vil være et anlæg uden en markant lygte.

Man kan også sagtens have et tsukubai- anlæg uden vandpost af bambus, om man vil. Mange arrangementer i Japan er uden. Her tømmes og fyldes vand i kummestenen manuelt. Traditionelt hældes frisk vand fra den nærmeste kilde i kummestenen umiddelbart før gæsterne kommer til haven, så gæsterne får lejlighed til først at smage vandet. Vand fra samme kilde bruges senere til teen, der serveres i terummet. En typisk vandspand til koldt vand, der også kan bruges, når trædestenene gøres våde som tegn på, at gæsterne er velkomne, er vist på foto. Cedertræs-øsen kan anvendes til at sprede vand på trædestenene.

Om man har lyst til at have rindende vand og at kunne høre og se vand, der langsomt løber ud af bambustuden, ned i vandet i kummestenen og fordeler sig videre ned over stenen, vil løsningen ofte være en konstruktion med recirkulation afvand.

Tsukubai med lyd eller ej kan være et kapitel for sig. Der findes tsukubaier, der er konstrueret med specielt rum under drænet, så lyden af de faldende vanddråber bliver ekstra tydelige og giver interessant vellyd, idet de rammer en permanent vandflade. Når man ser tsukubaien, som f.eks. ved tehuset Joan i Urakuen i Inuyama, Muko- bashi, Urakuen, Inuyama, ses ingen forskel, men der er en keramik-/porcelænskrukke med bunden opad, der skaber rum, der forstærker og ændrer lyden. I nærheden af kummestenen ved en træterasse på Hosen-in i Ohara nær Kyoto er det værd at lægge mærke til en lodret bambusstok placeret så finurligt, at lyden af de faldende dråber bliver tydelige, om man lægger øret til toppen af bambusstokken.
Men som omtalt af bl.a. Jørgen Lund i NIWA 2009-1 kan rindende vand i nogle tilfælde endog opleves forstyrende, såfremt lyden kan høres inde i tehuset.

Kummestenens form og struktur vil have stor betydning for, hvor interessant vandets forløb ned over stenen bliver. Stenens øverste flade behøver at være tilstrækkelig flad, dog ikke helt vandret.

I Hans Dails artikel, NIWA 2001-2, er der illustrationer af forskellige kummesten af natursten og sten tilhugget – typisk i granit og i design fra kendte haver i Japan, men igen er variationen uendelig.

Ofte vil en natur-kummesten falde mere ind i omgivelserne end en tilhugget sten.

Yderligere er det relevant at iagttage, at selv om vandposten indgår, er den ikke nødvendigvis så tydelig – den er ofte delvis gemt i beplantningen – i hvertfald på nogle årstider. Også f.eks. længden af bambusrøret varierer meget fra tilfælde, hvor bambusrøret leder vandet fra en kilde et stykke væk
til det korte rør, når vandposten er placeret i en af siderne umiddelbart bag kummestenen.

I nogle få tilfælde ledes vandet til vandkummen via flere bambusrør, som f.eks. i tehaven i Koko-en i Himeji, se side 33, dog uden at nogle af bambusrørene bevæger sig, når de fyldes og de giver således ingen lyd.

Formen af bambustuden og toppen af bambusposten er andre dele, der kan variere rigtigt meget.

Som det ses af flere af fotos er beplantningen ofte begrænset omkring tsukubai-anlægget, og ofte er mos med til at give patina, men variationen er også her enorm – varierende fra yderst begrænset til helt integreret i sten og buskads bagved.

I nogle haver i Japan har vi set flere tsukubai-anlæg i samme have – typisk placeret, hvor rensning med vand kan opfylde funktionen, det vil sige nær hus eller tehus, samt hvor man går fra den ydre til den indre have. I vor have har vi ”tilladt os” at have 4 arrangementer med stenkumme, hvoraf de 3 vel kan omtales som tsukubaier med de 5 væsentlige dele. Historien bag dette er, at den første tsukubai
blev placeret i den ”indre have” i et hjørne ved hegn og med kig fra huset; men selv om vi bor i et meget stille område, kunne vi faktisk ikke nyde lyden affaldende vand i fornødent omfang, d.v.s. der kom behov for en ny tsukubai ved en indgang til den indre have og nærmere terrassen, hvor vi ofte opholder os.

Senest har vor te-interesse betydet, at vi ønskede en tsukubai nærmere indgangen til hus med terum, så vi kan tilbyde vore tegæster rensning i tilknytning til teceremonier. Denne tsukubai er uden vandpost.

For mere information om konstruktion af tsukubaier, herunder konstruktioner med recirkulation og beplantling m.m. kan det anbefales, at I ser nærmere i nogle af Foreningens artikler i Introduktionshæftet, samt Hans Dails artikel fra NIWA 2001-2.

Uanset om haven er lavet som en tehave, have med fokus på lyd-og syn af rislende vand eller have med udvalgte japanske elementer, vil tskubai-anlægget kunne tilpasses haven og indgå som et væsentligt fokuspunkt.

Tekst og foto: Annelise Larsen

Obai-in, Daitokuji, Kyoto

 

Tsukubai nærmest vort terum

 

Muko-bashi, Kennin-ji, Kyoto

 

Muko-bashi, Urakuen, Inuyama

 

Naka-bachi, Soken-in, Daitoku-ji, Koyto

 

Naka-bachi, Koko-en, Himeji

 

Spand til koldt vand

 

Tsukubai med lyd, Hosen-in, Ohara

 

Northern Cultural Museum, Niigata

 

Kennin-ji, Kyoto

 

Dai-ji, Daitoku-ji, Kyoto

 

Jikko-in, Ohara

 

Natursten, Nomura Residence, Kanazawa

 

Adachi Museum, Yasugi

 

Tsukubai nær vor terrasse

 

Vores første tsukubai