Den 7. juni havde foreningen sit første arrangement efter sundhedskrisen satte ind. Hvor var det befriende igen at skulle på havebesøg. Vi vil takke jer alle fordi vi måtte komme og høre om og nyde jeres haver.

Vi startede hos Frans B i hans meget smukke og imponerende japanske have hvor intet er tilfældigt. Alt er nøje udvalgt, de meget store sten, deres placering i forhold til Japansk symbolik. Stemning er for sjælen og øjet. Haven giver ro og der kan ganske sikkert tænkes mange gode tanker.

Hos Charlotte og John mødte os en meget særlig og smuk have. Her fik man som gæst en fornemmelse af bakker og natur i skøn forenelighed, det var tydelig at landskaber fra det nordlige England og Læsø som henholdsvis John og Charlotte kommer fra har været deres inspiration. De er uenige om haven og dens udtryk og har samtidig et ønske om at forene hver deres udtryk i haven på det flade Amager.

Den sidste have i Rødovre blev et flot punktum for denne dejlig dag. Her var det tydeligt at Amanda var arkitekten på haven, haven strålede af enkelhed i form af pudeklippede fyrtræer og Acer som skabte variation og liv når deres blade viftede i vinden – en meget rolig og smuk have.

Del siden på: