Den 29. september startede en 3-dages international konference om japanske haver i Portland, Oregon. Konferencen, der var arrangeret af North American Japanese Garden Association, havde omkring 300 deltagere fra 13 forskellige lande, herunder UK, Frankrig, Tyskland og Danmark.

For vores forening var konference en vigtig aktivitet på flere måder. Annelise Larsen, Carlo Jensen og Per Andersen repræsenterede foreningen på konferencen, og vi gav den 1. oktober en præsentation om japanske haver i Danmark. 

Vores forening var også med-sponsor for konferencen, en aftale der kom i stand efter Steve Blooms besøg i Danmark sidste år. Således blev vi også officielt takket for vores bidrag af den japanske ambassadør i USA, Shinsuke J. Sugiyama, og konferencearrangørerne.

Konferencen startede med en yderst interessant præsentation af den japanske haves udvikling gennem århundreder og tre overordnede perioder. Præsentationen blev givet af professor Hiromasa Amasaki fra Kyoto universitetet og gartneren Tornaki Kato, der har ansvaret for vedligeholdelsen af den kendte Murin-an have ved Kyoto.

Derefter gik det slag i slag med mange præsentationer om et bredt spektrum af emner: Japanske havers helbredende effekt, definition af egenskaberne ved japanske haver, japanske haver i Japan, japanske haver i udlandet, zen og japanske haver, skabelsen af Portland Japanese Garden, jordskælv-mindehaven i Miyagi, genskabelse af japanske haver, der ikke har været vedligeholdt i mange år, og mange flere emner.

Konferencen gav mange gode input og viden om japanske haver gennem foredragene. Lige så vigtigt var de mange kontakter, som vi fik på konferencen. Vi har fået gode kontakter til andre foreninger (fx den britiske), til forskere i Japan og andre steder (der kan bidrage med solid viden) og til officielle organer i Japan m.v., der arbejder med udbredelse af viden om japanske haver. Disse kontakter kommer helt sikkert foreningen til gode hen ad vejen.

I de kommende numre af NIWA vil vi præsentere yderligere detaljer om haver og foredrag, som vi har oplevet på turen.

 

Del siden på: