Roji

Roji betyder traditionelt gangsti eller passage, men te-mestrene gav ordet en ny og mere poetisk mening: “det duggede område” eller “den duggede sti” – et passende billede på Kyoto’s kølige og mosdækkede te-haver. Te-haven er som sådan ikke nogen have, men en korridor, der skal forberede gæsten til den mentale og spirituelle ro, der er nødvendig for te-ceremonien (cha-no-yu). At spadsere gennem te-haven skal symbolsk føre gæsten fra det verdslige liv til den dybe afsondrethed, som kan findes i bjergenes skove.

Teens verden

Teen kom til Japan fra Kina, hvorfra de første frø blev indført i 801. I 1400-tallet blev teceremonien ophøjet til en selvstændig og verdslig foreteelse, og i den japanske te-ceremoni har te-idealerne kulmineret. Zen-buddhismen og udviklingen af te-kulturen hører tæt sammen og alle de kendte te-mestre har studeret zen. Den mest betydningsfulde af disse temestre var Sen-no-Rikyo (1521-1591). Teens verden bygger på 4 spirituelle og æstetiske principper: harmoni (wa), ærbødighed (kei), renhed (sei) og ro (jaku). Disse elementer er alle symbolsk repræsenteret i te-haven, te-rummet og i selve te-ceremonien.

Udtryk

For at skabe en naturlig stemning af skov, består planterne i te-haven af en blanding af stedsegrønne træer og buske samt nogle få løvfældende træer – typisk ahorn. Blomstrende træer og buske bruges ikke, men årstidens skiften kommer derimod til udtryk i løvets farver. Træerne er også med til kontrollere lysmængden i haven og til at give skyggevirkninger.

Som modvægt til træerne, bruges stedsegrønne buske i kompositioner med særligt udvalgte sten. Bregner og småplanter er placeret således, at de giver en stemning af at have sået sig selv. Jorden er dækket af grøn mos, som er en naturligt forekommende vegetation i det fugtige Japan.

Når te-haven har fået så relativ megen plads, er det fordi, mange af netop te-havens elementer indgår i det, vi ofte opfatter som en japansk have. Som vi skal se, indgår dens elementer også i flere af de traditionelle havetyper. Men te-haven som sådan er en funktionel have forstået på den måde, at alle elementer har en funktion og intet er tilfældigt.

Virkemidler

Te-haven har indbygget nogle tærskler eller barrierer, som gæsten skal passere – nogle fysiske som f.eks. porte andre mere symbolske. Meningen med disse tærskler er at hjælpe
gæsten med at frigøre sig fra dagligdagens bekymringer og bevæge sig ind teens verden.

1. Den ydre port. Den ydre port adskiller te-haven fra verdenen udenfor. Når man passerer porten, går man ind i den ydre te-have.

2. Den ydre te-have. Den ydre te-have er sædvanligvis mere sparsommeligt beplantet, lysere og mere luftig end den indre te-have. I den ydre te-have finder vi ventebænken.

3. Ventebænken. Her kan gæsterne sidde og vente på, at værten tillader dem at gå videre. Der er ingen praktisk årsag til at gæsterne skal vente, men det giver gæsterne mulighed for at slappe af og lade tankerne fare og samle sig om haven. Stenene i haven er før gæsternes ankomst blevet gjort våde, således at de viser sig fra deres flotteste side. Både haven og tehuset er rengjort, og alt er forberedt, så også værten har mulighed for at samle sig før ceremonien. Gæsterne sidder i ventebænken indtil værten tage imod sine gæster med en særlig høflighedsgestus.

4. Toilet. Skulle det være nødvendigt findes et toilet nær ventebænken.

5. Mellemporten. Når værten giver tegn, går gæsterne langsomt og enkeltvis frem til mellemporten. Mellemporten skiller den ydre te-have fra den indre. Mellemporten kan have
et tag og have hængedøre eller den kan blot være en antydning af en port, f.eks. med et panel af vævet bambus. Ofte er den ikke flankeret af noget hegn. Der er således mere tale om en symbolsk barriere.

6. Den indre te-have. I den indre te-haven finder gæsterne vandbassinet – tsukubai’en – hvor hænder og mund renses inden han eller hun træder ind i te-rummet.

 

7. Tsukubai. Ved at skylle sine hænder og mund med den tilhørende bambusøse foretages en symbolsk renselsesproces. Når hænderne skylles renses den fysiske krop, og når munden skylles renses sjælen. Vandbassinet kan være en udhulet natursten, eller den kan være flot
udhugget. Tsukubai’en er lav, således at gæsten bliver nødt til at bøje sig i ærbødighed. Stenene rundt om tsukubai’en har hver deres særlige funktion. Stenen midt for er til at knæle på, de to sidesten er henholdsvis til at stille varmt vand på og til at stille en håndlampe fra på.

8. Trædesten og stenlamper. Trædesten og stenlamper er elementer, som typisk forbindes med japanske haver, men det er i te-haven, at de først finder deres anvendelse. Te-mestrene samlede gamle vejrbidte stenlanterner for at skabe den rette atmosfære i te-haverne. Senere begyndte de at designe egne lamper for at udtrykke deres personlige stil.

9. Affaldshullet. Efter tsukubaien vil gæsten passere affaldshullet, som i tehaven har fået en symbolsk betydning. Før te-ceremonien vil værten lægge en stedsegrøn kvist ned i hullet sammen med to lange spisepindeagtige kviste. Det er et visuelt billede på renhed og kan fortolkes som et sted for “sindets støv”. Verdslige problemer har ingen plads i te-rummet og kan altså placeres her.

10. Indgangen til te-huset. Indgangen til te-huset er den sidste tærskel som gæsterne skal forcere. Gæsteindgangen er en ca. 60 x 60 cm. bred åbning med en glidedør. Åbningen
tvinger gæsten til at bøje sig ned for herefter at kravle gennem åbningen til te-rummet. Samuraien måtte i sin tid lægge sine sværd fra sig på et stativ, før han kunne komme ind i
te-rummet. Den symbolske betydning er at demonstrere, at alle, der betræder et te-rum, er lige, men samtidig også en måde, hvorpå der skabes distance til den ydre verdslige verden.

Af Preben Kastrup

Del siden på: