Kare-san-sui

Disse haver kaldes almindeligvis zen- eller meditationshaver og opstod oprindelig i forbindelse med de buddhistiske zen-templer Munkenes meditationen er dog primært foregået i templets hal, da det lyse grus ville være alt for skarpt for øjnene. Havens normale sammenhæng til livet i zen-templet har været gennem pasningen af haven bl.a. ved at rive gruset i sirlige mønstre.

Buddhismen kom til Japan allerede i 552. I Japans middelalder florerede mange forskellige buddhistiske retninger, men det var zen-buddhismen, der fra det 12. århundrede fik den største indflydelse på alle områder indenfor japansk kultur og kunst, bl.a. fordi den blev den vigtigste religion for Japans krigerkaste og tidligt blev knyttet sammen med bushido: krigerens vej.

Zen-buddhismens indflydelsen på havearkitekturen blev stor. Zen-buddhismens teknik med at forenkle alting, så man ved antydninger og symboler når ind til den essentielle kerne, blev overført til havedesignet. Måden man gjorde det på, var bl.a. ved brug af begrænsede materialer samt ved miniaturelandskaber. Materialerne, der blev brugt til at fortælle zen-buddhistiske allegorier*, var grus, sten, klipper evt. sammen med mos, enkelte buske og træer. Zen-haverne var heller ikke særlig store, og de skal da heller ikke betrædes fysisk. At gå ind i haven er en mental proces, hvor den enkelte beskuer selv skal have mulighed for at gøre
sine egne forestillinger og overvejelser.

* allegori: billedlig fremstilling af et abstrakt begreb, ide eller hændelsesforløb.

Eksempel 1: Royan-ji

Den kendeste og den første zen-have er Royan-ji fra 1499. Den 12 meter brede og 24 meter lange have er smukt afskærmet ved hjælp af en mur. Den består af 15 sten i fem grupper, som rejser sig op af det revne grus. Hver gruppe er perfekt afbalanceret og står nærmest på en mindre ø af mos. Det er uvist hvad sceneriet skal billedliggøre. Det revne grus associeres oftest med havet, så de enkelte stengrupper kunne siges at være øer. Haven er utrolig enkel og rendyrket i sit udtryk og kan siges at være en arketype på en zen-have.

Eksempel 2: Daisen-in

Denne have er anlagt i 1513. Haven er ca. 70 m² omkranset primært af hvide mure. Haven består af fire små haver, der er bundet sammen af templets veranda og af deres symbolske indhold. Hovedallegorien i haven er billedet: "dybe bjerge og mystiske dale". Et tørt vandfald symboliserer livets begyndelse. De to omgivende klipper repræsenterer henholdsvis nådens gud og en buddhistisk ildgud, der straffer alt ondt. Den tørre flod flyder ud i en bredere flod, der repræsenterer livets modgang og prøvelser. Floden passerer henholdsvis en skildpaddeø, der symboliserer et langt liv, samt en traneø, der symboliserer lykke. Den tørre flod passerer en korridor, der adskiller den første have fra den næste. Her er sat en sten med form som en kinesisk junker, der nærmest bølger op og ned i det revne grus. Floden flyder videre til en bred flade med nøgen revet grus, som repræsenterer de buddhistiske billeder på det umådelige ocean og den evige fred. Fladen afbrydes kun af to mindre gruskegler.

Udtryk

De to haver er på mange måder vidt forskellige i deres udtryksformer og brug af symbolik. Men som alle zen-haver er udtrykket det abstrakte landskab. Hvor Daisen-in er meget
konkret i sin symbolik og den historie, der fortælles, er Royan-ji helt abstrakt. Begge haver bruger sten som øer og vandfald, revent grus, der symboliserer havet med strømhvirvler. Stenene er her placeret på mos, men de kan også skyde direkte op af gruset. Haven kan være opbygget med gruset som forgrund, mellemgrunden kan bestå af et mosareal, måske kuperet med enkelte store sten og stramt formede azalier (i Danmark vil vi nok vælge buskbom) med et enkelt stramt klippet træ. Baggrunden består oftest af en mur, men kan også være en hel væg af træer. Variationerne er mange.

Af Preben Kastrup

Del siden på: