Kaiyushiki teien

Vandringshaven, som vi kender den idag, stammer fra Edo-perioden (1600-1868), hvor kejserens hovedsæde blev flyttet fra Heian (nuværende Kyoto) til Edo (nuværende Tokyo).
Med Edo perioden blev der både politisk og økonomisk stabilitet i Japan, hvilket skabte det økonomiske grundlag for disse store haver. Haverne, der kunne være på 50 – eller 100.000 m² eller mere, blev et statussymbol, hvor den enkelte daimyon (lensherre) kunne markere sin rigdom og indflydelse overfor de øvrige daimyons. Havens sociale funktion var vigtig, gæsterne skulle imponeres, men også underholdes. Der kunne være mulighed for at lege ved søbredden, ligge under kirsebærtræerne eller vandre rundt i haven.

Udtryk

Haverne blev ofte først anlagt som en mindre te-haver, der senere blev udbygget til to for til sidst at udgøre en stor park. Når der blev gravet ud til søer blev jorden brugt til at danne
bakker og bjerge. I haverne var der indlagt iniaturekopier af særligt storslåede naturlandskaber eller særlige attraktive udsigtspunkter fra Japan eller Kina. Der kunne også være tale om landskaber fra den buddhistiske billedverden eller billeder fra poesien. Øerne kan være formet som en skildpadde, der symboliserer “langt liv”, eller som en trane, der symboliserer “lykkeligt liv”.

Virkemidler

Når gæsten bliver ført rundt i haven foregår det planlagt og kontrolleret. Det er nøje tilrettelagt fra havedesignerens side, hvordan landskabsscenerne dukker op for beskueren og
gerne som en pludselig overraskelse. Haverne er store, men de udstråler samtidig idyl, harmoni, ro og enkelhed. Det opnår de ved det storslåede landskab, som fremkommer i en
kombination af søer og øer, de omgivende bakker og “det lånte landskab” fra det omkringliggende naturlandskab (skov, bjerge osv.), dertil kommer den grønne bund. Et andet
virkemiddel er gentagelsen. Gentagelsen i plantevalg (typisk fyr) og gentagelsen i formerne – primært træernes og buskenes klipning. Graden af klipning er gradueret. Jo tættere på beskueren træerne er des mere klippede er de, og jo fjernere des mindre klippede vil de være.

Selv om haverne er store, er der tale om miniaturelandskaber, så mange af virkemidlerne vil kunne bruges, selv når vi laver mindre haver f.eks. med en sø, bakker, vandfald, åløb, bro
og den grønne bund. Det gælder også teknikken med at udvælge de udsigtspunkter, hvorfra haven skal ses, og dermed også teknikken med at skjule haveelementerne indtil det rette øjeblik.

Enkelheden kan være det svære, da vi ofte har svært ved at begrænse os i plantevalg.

Af Preben Kastrup

Del siden på: