Den 15. august bød vi foreningens medlemmer på to meget forskellige oplevelser – først en japansk have i Herlev og derefter Arboretet i Hørsholm.

Den japanske have i Herlev er udviklet over mange år af Lena Kjær, tidligere bestyrelsesmedlem i foreningen. Det er en relativ lille rækkehushave, men design og perspektiverne gør, at haven føles langt større, end den egentlig er. Det er en form for vandringshave med en lille sø, man går rundt om.

Haven er karakteriseret af mange klippede planter som buksbom, azaleaer, kryptomeria, ene, taks og meget andet. Som ejeren fortalte, er der stort set ikke noget, der ikke bliver klippet i, og haven er på den måde tidskrævende. Vi fik forklaret mange spændende aspekter af haven, og hvordan den udvikles/vedligeholdes. Der blev også tid til en snak om værktøjerne til klipning og beskæring. En fantastisk have, som blev rost af deltagerne.

Derfra kørte vi nordpå til Hørsholm, hvor vi fik en spændende rundvisning i Arboretet, der for nogle år siden blev solgt på en speciel aftale mellem Københavns Universitet og 15. Juni Fonden.

Arboretet i Hørsholm blev etableret i 1936 som en udvidelse af Forstbotanisk Have i Charlottenlund med det formål at understøtte undervisningen i skovbrugs- og havebrugsbotanik.

Arboretet bruges stadig i forbindelse med undervisning i botanik- og planteanvendelse på Københavns Universitet. Den unikke samling af ca. 1600 arter af træer og buske benyttes også til forskellige nationale og internationale forskningsprojekter.

Det blev en gåtur på mere end 2 timer og en helt speciel oplevelse i det danske sommervejr.

Del siden på: