Portland Japanese Garden ligger på den stejle skråning West Hills i Portland, Oregon, med udsigt ud over byen. Oprindeligt blev den designet i 1963 i en efterkrigstid, hvor man gennem årene ville forbedre forholdene mellem USA og Japan.

Havens størrelse er omkring 5 hektar land, og den består af følgende områder og stilarter: Indgangsparti og adgangssti med et stort tørt vandløb (der dog har vand i regntiden), en naturlig have, en vandringshave med sø, en pavillon, en tehave med tehus, en bonsai-samling, en sandhave og det centrale kompleks med bygninger.

Gennem de seneste par år har der været et stort renoveringsprojekt af havens bygninger, et projekt til mere end $32 mio. De nye bygninger er stilfulde, og selv om de har et moderne udtryk passer de rigtig godt ind i haven. Bygningerne er designet af den japanske arkitekt Kengo Kuma. Et af de specielle design er, at tagene er beklædt med grønne planter, der er specielt gode til at opsuge regnvandet – og som skaber en flot sammenhæng mellem bygningerne og haven.

Haven er ikke kun en japansk have – det har udviklet sig til et uddannelse- og kulturcentrum. De nye bygninger er en ideel ramme for de uddannelser, som haven har startet, og igennem de senere år har haven også i stigende grad afholdt japanske kulturelle arrangementer i de flotte omgivelser i haven.

Det høje aktivitetsniveau er blevet fortsat udviklet af den mangeårige direktør, Steve Bloom, der besøgte Danmark i 2017. Han har skabt en stor forretning, der nu har omkring 200 ansatte og omkring 400 frivillige.

Del siden på: