Foreningens årlige haveweekend fandt sted den 11-12. august, hvor vi besøgte 5 haver i det nord- og midtjyske.

Efter måneders tørke viste weekenden, at det trods alt godt kan regne i Danmark. Vi var som havefolk lykkelige over, at der nu kom vand til de tørstende haver, men en bonusgevinst var, at de besøgte haver også stod friske og flotte i det våde vejr.

Det var 5 meget forskellige haver, vi besøgte, og de gav med hver deres stil og udtryk utrolig meget inspiration. Efter en sådan tur kribler det i fingrene for at komme hjem og forsøge at få lige så flotte og harmoniske detaljer og udtryk.

Vi viser her på siden billeder fra de 5 haver. I rækkefølge fra oven var det:

  1. I nærheden af Brovst besøgte vi en større vandringshave, anlagt i et kuperet terræn. Den bød på mange formklippede træer, azalea, buksbom m.v. både foran huset og bag ved huset. Desuden havde haven en fin sø med vandløb.

  2. Turen gik derefter til Hirtshals til en have med utrolig mange flotte detaljer. Der var virkelig udfoldet stor kreativitet og variation i brugen af symboler, figurer, planter og ikke mindst granit. Mange af planterne var selv hjembragt fra naturen og formet gennem årene.

  3. Lørdagen sluttede i Brønderslev, hvor en koi-entusiast fortalte og viste os de usædvanlig store koi, som gik i et dybt bassin på 40.000 liter. Den japanske have blev tilpasset efterhånden som bassinet voksede, og der var også et fint bonsai-rum.

  4. Søndagens første have var en vandringshave i Sevel, anlagt rundt om en stor sø og nogle fantastiske vandløb. Med skov langs den ene side og huset på den anden, fungerede haven som en klassisk dal med åbenhed, vandløb centralt og bevoksning mod siderne.

     

  5. Turens sidste have var en enkel, meditativ have i Tilst. Her var der lagt stor vægt på at skabe en have i ro og i harmoni med huset. Det var et unikt eksempel på “sukiya living”, altså den tætte sammenhæng mellem bolig og have.
Del siden på: