De fleste haver i Japan er små, meget små og det gør, at der stilles store krav for at skabe et japansk landskab i mindre målestok. Haverne er ofte ikke mere end et par meter i dybden og længden eller bredden kan variere meget afhængigt af afstanden imellem husene. Dette er medvirkende til, at der kræves overordentligt indsigt i, hvad japansk natur i virkeligheden er.

Japanske teknikker

Japanerne anvender nogle teknikker, der får os som beskuere til at tro, at haven nærmest er uendelig. Ofte kan det være næsten umuligt at se, hvor haven ender. Vi hælder ofte til at anbringe vore planter som i den velkendte villahave, hvor der startes med lavt i forgrunden, stigende til højt i baggrunden. Den teknik benyttes normalt ikke i japanske haver. Ved at anvende og placere store ting, som sten og planter i forgrunden, faktisk så tæt på beskueren så muligt, skabes der dybde i haverummet. For at gøre det lidt mere enkelt, så kan haverne opdeles i tre forskellige områder, forgrunden, mellemgrunden og baggrunden.

En anden vigtig ting, som man får forærende, hvis man anbringer større ting i forgrunden er, at de derved er med til at sløre, hvad det bagved liggende består af. Dette bevirker, at haven ikke kan overskues fra et enkelt sted, men kræver, at man bevæger sig rundt i den på en slags opdagelse i naturen. For at skabe dybde i den japanske have kan der i forgrunden placeres nogle store sten. Derefter i mellemgrunden placerer man nogle mellemstore sten og i baggrunden vælges mellemstore og små sten. Derved opstår der et synsbedrag, der gør, at haven kommer til at se meget dybere og længere ud. Enkelte store sten ses da også anvendt i baggrunden. Det er så rart – alle regler kan gradbøjes. Ved at benytte helt store sten i baggrunden kan de bagved liggende bjerge trækkes sammen med ^de store sten i haven – et ægte lånt landskab de fleste ville nyde at beskue.

Til denne teknik hører der selvfølgelig også nogle tricks, når det gælder beplantningen. Dette for at skabe større dybde og perspektiv til de allerede placerede sten. Der placeres ligeledes store planter i forgrunden, mindre i mellemgrunden, for i baggrunden at plante store planter, måske så store at de kan medinddrage det bagved liggende landskab. Dette kaldes ”det lånte landskab” – shakkei.

Medvirkende til at skabe endnu større dybde og perspektiv i haven er bladstørrelsen på de anvendte planter. Hvis der i forgrunden anvendes planter med store blade, virker det som om at det er tæt på. Hvis der samtidigt anvendes planter med små blade i baggrunden, synes de længere væk.

Lys og mørke

Vores opfattelse af lys og mørke spiller ligeledes en utrolig vigtig rolle i den japanske have. Her kan der ligeledes manipuleres med vores måde at opfatte på. Kigger vi eksempelvis ud over et stykke vilkårligt landskab og starter med at betragte farvenuancerne i forgrunden, mellemgrunden og baggrunden, så vil man i forgrunden klart kunne se alle farvenuancerne. Kigger vi dernæst på mellemgrunden på samme måde, så vil vi kun opfatte en reduceret del af farvenuancerne i forhold til forgrunden. Farvenuancerne vil da være begyndende slørede og sammenblandede.

Ved et kig på baggrunden, ja så opfatter vi nu måske kun et par enkelte nuancer, for nu er det hele så langt væk. Så selv om der i virkeligheden i baggrunden er tale om lige så mange farvenuancer, så kan vi ikke på grund af den store afstand opfatte det.

Man kan sige, at jo længere væk beplantningen er, jo mørkere og mere ensartet virker den, akkurat som når vi kigger ud over et hvilket som helst stykke natur. Og jo tættere det er på én, desto mere træder alle nuanceforskellene og enkelthederne frem. Så ved at anvende mørke, evt. stedsegrønne, baggrundsplanter, kan man opnå, at haven fornemmes længere, end den egentlig er. Samtidigt anvendes i mellemgrunden planter med flere forskellige nuancer og i forgrunden anvendes så mange nuancer som muligt, for dem kan vi synsmæssigt opfatte.

Det er her vigtigt at kende til de planter, der kan være aktuelle i en japansk have, allerede inden man vælger og køber. Jeg vil sige det således: Køb ikke noget til din japanske have, hvis der ikke er en klokkeklar mening, idé og funktion med det. Intet i en japansk have er indkøbt eller placeret uden omtanke, selv om man sagtens kunne opfatte det således. Så hellere lidt for lidt, end lidt for meget.

Det lånte landskab – shakkei

Japanerne benytter sig oftest af en særlig teknik, lige så snart der er mulighed for det.

En teknik, hvor det bagved liggende landskabs farver og former, trækkes med ind i egen have. Dette gøres ved at gentage de bagved liggende farver og former, men i mindre skala. Derved opstår der en sammentrækkende effekt af den bagved liggende natur og ens egen have.

Dette er selvfølgelig noget, der kræver, at man træner sig i at kunne observere og vurdere, hvor og hvordan dette kan anvendes i egen have. Det kunne for eksempel være, at naboen har nogle høje ahorntræer i sin have. Så vil det være ganske naturligt ligeledes at plante nogle ahorntræer i sin egen baggrund, for således at koble naboens lånte landskab sammen med ens egen have. Her opnår man en slags flydende overgang, hvor det kan være svært at se, hvor det ene slutter og andet begynder – altså en slags gratis forlængelse af egen have. Det kunne ligeledes være, at der fra egen have var udsigt ud over nogle bakker langt ude i horisonten. Her ville det ligeledes være optimalt at placere nogle bakker i sin egen baggrund, altså benytte sig af det bagved liggende lånte landskab.

Harmoni og balance

Harmoni og balance i den japanske have kan kun skabes ved at anvende asymmetri. Hvad er så asymmetri?

Asymmetri er ikke et menneskeskabt fænomen, det er naturen selv, der er skaberen. Den japanske natur er et glimrende eksempel på den naturskabte asymmetri. Derfor er det så utroligt vigtigt at anvende og medinddrage asymmetri i den japanske have.

Alle kender den velkendte ligesidede trekantede vejtavle fra trafikken. Når man ser denne advarselstrekant i en japansk have, skal man være ekstra agtpågivende, for så er der noget galt, noget der skal rettes.

I den japanske have anvender man kun asymmetriske trekanter, både når man ser ind i haven og når man ser haven oppefra. Den asymmetriske trekant anvendes ved nyetableringer samt til kontrol af en allerede anlagt japansk have.

Hvad er en asymmetrisk trekant?

En asymmetrisk trekant er en trekant, hvor ingen af siderne er lige lange. Ved anvendelse af asymmetri i den japanske have er det utroligt vigtigt at kontrollere, at det virker fra alle vinkler, hvor det er muligt at betragte den asymmetriske trekant fra. Eksempelvis fra en trædesti, hvor man kan gå begge veje, der skal den asymmetriske trekant være til stede på begge sider. Den asymmetriske trekant anvendes overalt i den japanske have mellem alle de anvendte komponenter.

Harmoni og balance er ikke kun et spørgsmål om asymmetri. Harmoni og balance skabes og fremkommer kun ved ikke at overfylde sin japanske have. Her tænkes der på både planter og sten samt tilbehør i retning af tehuse, ventebænke, hegn, porte og låger mm.

Det kan hurtigt blive en samling af alt for mange komponenter og det kommer hurtigt til at se rodet ud, hvis der ikke er en fuldstændig overordnet plan fra starten. Og så skal komponenterne placeres i korrekt afstand til hinanden, for at balancen bevares. Det er rigtigt svært at give den helt rigtige løsning for den enkelte have, for den findes ikke. Der vil hele tiden dukke anderledes eksempler op i de japanske havebøger og ved selvsyn i de japanske haver i Japan og i vore foreningshaver. Det vil altid være et spørgsmål om temperament hos den enkelte havekunstdesigner, som vi kan kalde os.

Ro og rum

Ro og rum i den japanske have er ganske simpelt en nødvendighed – ellers har det intet med japansk have at gøre. En japansk have er et sted, hvor man viser sten, planter og vand respekt. Det gælder om ikke at vise det hele ved første øjekast. Dette gøres på den allerfineste raffinerede måde ved at benytte sig af ovenstående. Det er vigtigt at inddrage rum og rumopdeling i sin japanske have, også selv om der er tale om meget små haver. I større haver er det en nødvendighed med en sådan ruminddeling, for at haven ikke kan overskues fra enhver trædesten, men kun opleves i enkelte bidder eller rum. Der er mange muligheder for at etablere denne rumopdeling. Dette kan gøres med bambushegn, planter, småbygninger mm. Mulighederne er mange. Roen skulle meget gerne fremkomme ved at benytte sig af ovenstående. Men hvad er ro for den enkelte beskuer, kunne jeg spørge? Ja

– her er der lige så mange svar, som der er japanske haveejere, men nogle af svarene kommer ved benyttelse af ovenstående begreber. Bare det at benytte sig af sten i samme farveskala udløser en fantastisk ro, så hvorfor gå på kompromis med det. Ligeledes at holde sig til ikke at anvende for mange forskellige plantearter, det giver en ganske gratis ro. Undgå ligeledes for mange malede ting i haven, de skaber ej heller ro i haven. Uro eller optisk støj i den japanske have kan der læses lidt om i NIWA4-2015 og så håber jeg, at vi stadig er venner.

Det japanske rumbegreb

  • At fornemme en have, og sanse den
  • At opdage det japanske haverum, og forstå det

Her er vi inde på noget, de fleste af os overhovedet ikke havde skænket en eneste tanke, da vi gik i gang med at anlægge vores japanske have. Ikke så underligt, for i opstartsfasen er det naturligt kun at tænke på sten og planter, hvorfra de skaffes og hvordan det hele nu skal komme i balance og harmoni.

Hvad er det så for nye begreber, der her omtales. Meget groft udskåret er det begreber for havefolk, der har været i gang med japansk have i flere år. Først på det tidspunkt har man styr på alle de andre begreber, der indgår i en japansk have. Derfor opstår der en naturlig periode, hvor man er moden til at tilegne sig yderligere eksklusiv viden om japanske haver. Det japanske rum fremkommer eller opstår i, hvad man fornemmer og hvad man sanser, helt i sit eget univers. Det tager først form og dimension ud fra menneskets oplevelser og samlede sanseindtryk samt ved menneskets tilstedeværelse.

Tanker og intuition

(Evnen til at opfatte) må betragtes som hørende til sanserne, der er medvirkende til at skabe den dynamiske rumlighed. Vi vesterlændinge opfatter rum som værende i byggeri, betonvægge og skillevægge, gulvbrædder og gipslofter. Faste dimensioner med en statisk form, en definérbar synlig enhed eller genstand. Når der tales om det japanske rumbegreb inden for havekunst, er det det tomme og formløse rum, der først træder frem ved vores indtræden og tilstedeværelse. Det opstår individuelt for det enkelte menneske og opleves kun, mens vi står midt i det. Det er selvfølgelig her, at ens baggrundsviden er altafgørende for hvad og hvorledes det japanske rum opleves og fornemmes, eftersom der ikke er nogen vægge, gulve eller lofter at forholde sig til.

Det er især vigtigt, når man beskæftiger sig med japanske haver at have en forståelse for, at der her eksisterer et helt andet rumbegreb, end vi ellers er bekendt med. Det tager tid at lære at forstå det. Til gengæld er man ikke i tvivl, når man står lige midt i det og indgår som en del af det, når man står i en japansk have, hvor harmonien fornemmes, hvor enkeltheden træder tydeligt frem, hvor der er totalt ro. Der er balance mellem de anvendte elementer uden forstyrrende, uvedkommende elementer. Et sted, hvor man utvetydigt kan udtrykke, ”her er der rart at være”. Man mærker ganske enkelt roen langsomt indtager sindet, ens tanker begynder at flyve, tid og sted bliver ligegyldig. Fornemmer man på det nærmeste at haven lukker sig omkring én og danner sit eget rum, så er man inde på noget af det rigtige, der først opstår og bliver virkelighed, når vi som menneske indtræder i det og bliver en del af det.

Tekst og foto: Jørgen Lund