Den 13. november afholdt foreningen Japanske Haver sit årlige foreningsmøde i Brøndby. Formålet med mødet var blandt andet at give foreningens medlemmer mulighed for at mødes med medlemmer fra bestyrelse og aktivitetsgruppe, og at have en dialog omkring foreningens udvikling.

Inden da var der et fagligt indlæg. Det var denne gang Nicolai Sichlau, som er forstander ved København Kyudojo Seishinkan. Kyudo er en klassisk, japansk bueskydningstradition, der går tusinde år tilbage, og som også har hentet sin inspiration fra Kina.

Nicolai fortalte engageret om Kyudo og viste videoer om, hvordan japanske håndværkere ved brug af de gamle traditioner stadig fremstiller buerne og pilene. Som ved de fleste japanske kulturtraditioner kunne man også i bueskydningen finde de elementer og holdninger, der gennemstrømmer japansk kultur. Begreber som respekt og selvudvikling er centrale, og genfindes også fx i forbindelse med japanske haver.

Derefter fortalte formanden om foreningens arbejde og planer, blandt andet de mange aktiviteter, der allerede er planlagt for det næste halve år. Der var diskussion af disse aktiviteter, bladet NIWA og de planer, der ligger for udgivelse af en bog om japanske haver.

 

 

Del siden på: